Da det antagelig vil interessere at vide, hvorledes en længere Tur, hvor Deltagerne udeluk-
kende benyttede „Elleham" Motor Cycler, er forløbet, aftrykkes nedenstaaende efter „Auto­
Cyctea" en særdeles velskreven Rejsebeskrivelse over en Tur, som blev foretaget i indevæ­
rende Efteraar.

PAA MOTORCYCLE
FRA MINE DAGBOGSOPTEGNELSER
AF
CAND. POLYT., INGENIØR F. SCHMITTO

Septembersal og Septemberluft! Herlige Efterspil til den skønneste Sommer vi mindes i Danmark! Glitrende Sol over hvide Veje, der ligger saa rene og faste, tromlede af en enkelt Dags forfriskende Regn! Utal­lige smaa Solblink i Dugperler paa fine Græsstraa langs Kanten af Vejgrøfter! Tu­sinde Reflekser fra Efteraars Løvs brogede Farvepragt! og over det hele den klare, gennemsigtige Luft, der lader Øjet trænge milevidt frem - saaledes ligger Landet, naar Sommeren siger sit sidste „Farvel"!

Oppe fra Toppen af Møllebakken gaar Vejen stejlt ned mellem Landsbyens smaa Huse. Dernede maa den dreje skarpt til­højre, thi bag ved Landsbyen ser man Vejen stige op af den modsatte Bakkekam; klart og tydeligt tegner den hvide Linie sig, ind­rammet af Poplernes forblæste Kroner og ligesom holdt i Retning af de blanke Tele­fonledninger, som skinner i den straalende Sol. Et Fragtmandslæs med 2 Heste for kravler møjsommeligt op ad den stejle Bakke. Læsset er for højt og for ubekvemt for Kusken, han har valgt at gaa ved Siden ar; langsomt slentrer han afsted, fordybet i Betragtninger; i venstre Haand holder han Line og Pisk, den højre har han lagt paa Vognens Sidefjæl, og lader sig nu halvvejs drage op af den. -- Da pludselig lyder Hor­net! Kusken farer op af sin Døs; med et Ryk river han Linerne til sig, saa at He­stene -- uforstaaende standser paa Ste­det; langsomt drejer de Hovederne bagud for at undersøge Faren, søm nærmer sig;

de synes at vurdere den, at sammenligne Faren med det tunge Læs og den stejle Vej foran og opad; de vælger det fornuftige Parti: de bliver staaende, hvor de er. Nu farer den forbi, den raske Motorcycle: med smaa skarpe Smæld arbejder den sig hur­tigt opad, det lille Staallegeme dirrer af Ner­vøsitet og Energi. Cyclisten er vel kørende: Skindtøj og Gamascher skærmer mod Kul­den og Taftbrillerne mod den klare Efter­aarsvind, som suser ham i Møde paa den livlige Fart. Men bag Brillerne glimter Øj­nene nok saa fornøjede, den friske Luft og den hurtige Bevægelse, det sollyse Land­skab og Bevidstheden om at være fri gør Hjærtet ungt og glad; derfor falder der og­saa et venligt Nik af til Fragtmanden, som halv fortrydelig og halv forunderlig hen­draget af det nye og ukendte, med spændt Opmærksomhed følger Motorcyclens lette Flugt op ad den svære Bakke.

Og da nu Faren er forbi, og han atter sætter sit tunge Læs i Gang op ad den trælse Vej, stiger der en fremmed Længsel op i hans Bryst, en Længsel efter om det saa kun var en stakket Stund at være fri, fri for det daglige Livs ensformige Tvang, fri for det tunge Læs og det haarde Arbejde, fri som ham paa Motorcyclen, der farer af­sted, opad Bakke og nedad Bakke, gennem By og Land -- ud i den vide, vide Ver­den!

Det var om Morgenen, Mandag den 12. September, at vi startede vor lille Tur. Maa jeg præsentere Selskabet for Dem? Først var der Turens Leder, den lille tykke, jo­viale Direktør, som snart i sin Egenskab af Selskabets Overhoved, fik Tilnavnet „Fatter", et Navn, han sandelig intet Øjeblik gjorde til Skamme.

Dernæst var der den noget ældre, adstadige Grosserer; det var den første længere Motorcycletur, han skulde ud paa, og jeg tror nok, han havde en indre Følelse af, at han vilde faa for meget af det gode, ved saadan hver Dag, en halv Snes Dage i Træk, at hænge paa Motorcyclen fra Mor­gen til Aften; dog allerede efter et Par Da­ges Forløb var han bleven saa kær i sin Maskine, at han kun med Sorg skiltes fra den om Aftenen, naar vi skulde tilkøjs, og han var hver Morgen den første nede ved Maskinen for at pudse og smøre den til Dagens Arbejde.

Endelig var der min Ven, den høje, svære Ingeniør; aldrig før havde han siddet paa en Motorcycle, men derfor var han taget med som særlig „Sagkyndig"; han maatte jo være en udmærket upartisk Dommer. Jeg har jo nemlig helt glemt at fortælle, at Turen, foruden det rent ideale Formaal at fylde vore Lunger med frisk Luft og vore Hjærner med nye Indtryk og Tanker, tillige havde det praktiske Formaal ret til Gavns at prøve de fire Motorcycler, samme Fa­briks sidste nye Model, paa vore hjemlige Veje.

Dagen før Turen skulde begynde, kørte jeg en Tur med min Ven, Ingeniøren, ud til Rungsted og tilbage igen. Denne Øvelse var tilstrækkelig: om Eftermiddagen frem­stillede jeg ham for det frederiksbergske Politi - han var, Gudskelov, bosiddende paa Frederiksberg - som med stor Elsk­værdighed, trods det var Søndag, straks undersøgte hans Køredygtighed og udstedte det fornødne Bevis derfor.

Naa! Mandag Morgen ved 9 Tiden mødte vi da alle paa det aftalte Startsted, hver slæbende paa en mægtig Vadsæk med det fornødne Tøj for 10 Dage. Det var nu ikke efter Fatters Floved; han havde selv paa­taget sig at medbringe Værktøj og Reserve­

dele for os allesammen og havde anbragt disse Dele i en lille Taske, spændt under hans Saddel. Vore Maskiner vilde han helst have, skulde se saa lette ud som mulig og ikke bepakkes med store Kufferter: men vi mente nu, at skal en Motorcycle være et praktisk Køretøj, som kan benyttes paa en længere Rejse, saa maa den ogsaa kunne bære den Bagage, som er nøvendig paa en saadan Rejse. Og - Herregud! I Provinsen findes der dog ogsaa andet end Landeveje; man træffer der bl. a. adskillige unge, smuk­ke Damer, som man til sine Tider helst vil vise sig i nogenlunde ordentligt Dress for. Trods Fatters Protester blev vore Tasker i en Fart med Remme bundne fast paa Cyc­lerne og for at formilde ham delte vi imel­lem os hans Smaating, som han havde rullet sammen i en Avispakke, som jeg næsten antager, han havde til Hensigt at holde i Haanden paa hele Turen for ikke at genere Motorcyclens Ydre, og saa var vi klar til at køre.

Kl. 9%) faldt Startskuddet, havde jeg nær sagt. Jeg mener dog: lød Fatters Fløjte; Fatter havde nemlig en dejlig Fløjte; inden i var der en Staalkugle, som gav Trille. Vi havde aftalt et helt Signalsystem med den Fløjte, for at Fatter til enhver Tid kunde regere os. Et af de vigtigste Signaler var en „lang Tone"; der betød „langsommere Kørsel!" og skulde anvendes, naar Fatter mente, at vi kørte hurtigere end passende efter Forholdene og Turens Karakter, der fremfor alt var lagt an paa ikke at over­træde nogen af de bestaaende Forskrifter og Reglementer.

Det viste sig imidlertid meget vanskeligt at opfatte Signalerne fra en saadan Fløjte, idet dels Støjen fra Motoren og navnlig Luftens Susen forbi Ørene bevirker, at man næsten ikke kan høre Lyde, som kommer bagfra. Fatter brugte da forgæves sin Fløjte saa flittigt, navnlig til den „lange Tone", at den tilsidst ikke kunde give en eneste Lyd fra sig. Senere er det mig fortalt, at, da Fatter kom hjem til sig selv, tog han en Nedstryger og savede sin Fløjte over for at se, hvad der var i Vejen. Han opdagede da, at den lille Staalkugle, som skulde give Trille, af den megen Blæsen var slidt seks­kantet og havde klemt sig fast mellem Fløj­tens Vægge - en ny Illustration til det gamle Ordsprog: „Draaben huler Stenen!"

Den første Strækning til Roskilde tilbage­lagde vi uden mindste Uheld om end af Forsigtighedshensyn i temmelig langsomt Tempo - vi brugte godt og vel halvanden Time om de fire Mil. Saa meget bedre smagte Frokosten os, og veltilpas satte vi os atter i Sadlen Kl. 1230 og vendte Styrene mod Ringsted, som vi naaede paa en Time og 10 Minutter. Vejret var straalende klart, det var næsten blikstille, og Vejene vare tørre og faste, men dog uden Støv, da det havde regnet nogle Dage forud.

Efter et Par Timers Ophold i Ringsted, hvor vi Forskrækkede nogle Brolæggere, som arbejdede midt paa Torvet og som flygtede efterladende deres Hamre og Stole, idet de formodede, vi havde til Hensigt at prøve Maskinernes Holdbarhed over de smaa Al­per, de havde dannet i Gaden --- hvilket iøvrigt slet ikke faldt os ind - forsatte vi Turen til Slagelse, hvor vi ankom om Ef­termiddagen og overnattede.

Den næste Morgen var vi oppe allerede Kl. 6 for at rense og efterse Maskinerne. Oliebeholderen paa min Maskine var gaaet op i Lodningen, og al Olien var spildt. Hullet var snart lukket ved Hjælp af en varm Loddebolt og en Draabe Tin. Værre var det med den spildte Olie; thi i hele Slagelse By var det mig ikke muligt at op­drive den rigtige „huile vitesse". En be­kendt derboende Motorcyclist var vel i Be­siddelse af noget af denne sjældne Vare; men da dette „noget" kun var beregnet til hans eget Brug, og han nu kun laa inde med et ganske lille Parti, kunde han ikke for gode Ord og Betaling overlade mig en Draabe.

Jeg var allerede betænkt paa at gaa i Lag med den besværlige Operation: at smøre med Olie fra en af de andre Maskiner, ved at fylde Pumpen paa den anden Maskine,

skrue den af og sætte den over paa min, da jeg gjorde et sidste Forsøg paa „Jærn­baneapoteket". Her havde de heller ikke „huile vitesse"; men i Stedet for gav de mig noget opløst Paraffin. Det var egentlig med bange Anelser, jeg saa den tynde, gule Vædske løbe ned i min Oliebeholder, og jeg var forberedt paa ikke engang at naa til Korsør med denne Olie. Dog - det gik langt bedre; Paraffinen viste sig fortræffe­lig, og jeg benyttede den lige til Odense. Kun maatte jeg smøre rigeligere end sæd­vanlig, fordi den var saa tynd. Hvis det viser sig, at den ellers ikke har nogen ska­delig Indflydelse paa Motorens indre Dele, hvad jeg egentlig ikke tror, den har, maa den være et udmærket Smøremiddel om Vinteren, naar den tunge grønne Olie er saa tilbøjelig til at stivne.

Endelig startede vi fra Slagelse Kl. 10, og en halv Time senere rullede vi op for Færgehallen i Korsør, beredte paa at betale den ublu Takst af 4 Kr. pr. Motorcycle for at faa den over Store Bælt. Dette gik dog ogsaa bedre, end vi havde ventet. Af Sta­tionsforstanderen ved Færgen fik vi nemlig det Raad at køre tilbage til Hovedstationen i Korsør og der lade Motorcyclerne ind­skrive som Ekspresgods til Nyborg: vi vilde da faa dem langt billigere over med Fær­gen. Nu var der kun 10 Minutter, til Fær­gen skulde gaa, og den elskværdige Stati­onsforstander tilbød da at ordne det for os pr. Telefon. Vi stillede saa Motorcyclerne ombord paa Dækket og gik ned og indtog vor Frokost under Sejlturen. Da vi kom til Nyborg, fremstillede der sig en Portør med et udfyldt Fragtbrev (vi havde ikke engang den Ulejlighed selv at udfylde Fragtbrevet) og opkrævede os den forholdsvis rimelige Betaling af I Kr. 30 Øre pr. Motorcycle.

Senere hørte vi rigtignok, at Stationsfor­standeren havde faaet paa Hovedet, fordi han havde overtraadt Reglementet ved at lade Motorcyclerne staa paa Dækket. Thi Statsbanernes velvise Administration har nu engang ordnet Forholdet saaledes, at, naar man slæber sin Motorcycle ombord og selv

paatager sig Ansvaret med at passe paa den undervejs. hvor den maaske staar i Slud og Regn, og endelig selv slæber den i Land igen, saa har man at erlægge 4 Kr., hvor­imod naar man overlader Statsbanerne at besørge den anbragt i lukket Godsvogn, paa Færgen og af Færgen samt atter udta­get af Godsvognen, saa løber det kun op til 1 Kr. 30 Øre! Man faar trøste sig med, at der er adskillige Ting i denne Verden, som det ikke er givet os almindelige Døde­lige at forstaa!

I Nyborg traf vi en Bekendt, som tiltrods for, at han aldrig havde kørt paa en Motor­cycle, dog havde Lyst til at gøre et Forsøg - det saa saa nemt ud, sagde han. Min Ven, Ingeniøren, overlod ham beredvilligt sin Maskine og tog selv med Jærnbanen, medens vi tre andre med Begynderen i Spidsen kørte de fire Mil fra Nyborg til Odense paa I Time 5 Minutter. Det var en værdig Begyndelse for den nye Rekrut, og ved den paafølgende Middag paa »Grand" hilste vi ham da ogsaa hjærtelig velkom­men i Automobilisternes Rækker.

Den næste Dag tilbragte vi i Odense iv­rigt beskæftigede med at hilse paa Venner og Bekendte, som alle vilde prøve de mær­kelige Maskiner. En særlig interessant Tur gjorde vi med en af Stadsingeniørens Assi­stenter, som inviterede os ud at tage By­ens nye Vandværk i Øjesyn. Dette Anlæg er navnlig mærkværdigt ved en meget stor Brønd, som er gravet i Klokke med for­tættet Luft, og som paa Grund af uheldige Jordbundsforhold har kostet Entreprenøren adskillige Tusinde Kroner mere end bereg­net.

Noget op ad Formiddagen den næste Dag tog vi saa afsted til Svendborg. Det var den eneste Dag paa hele Turen, at Vejret var noget ustadigt. Himlen var overtrukken, og af og til tilsløredes vore Brilleglas af en svævende Ruskregns smaabitte Draaber. Lidt før vi naaede Ringe, blev Regnen stærkere, og vi besluttede derfor at nyde en frugal Frokost i den lille Bys venlige Hotel. Da Frokosten var forbi, var ogsaa det slemme Vejr drevet over, og en Time senere susede vi i straalende Sol ned ad de stejle Bakker til Svendborg By.

Det var egentlig Meningen kun at over­natte i Svendborg og saa den næste Morgen at tage med Damperen til Rudkøbing for at se den Langelandske Udstilling, som netop afholdtes i de Dage.

Vor Ven, Driftsbestyreren paa Gasværket i Svendborg, tog imidlertid imod os med en saa overstrømmende Elskværdighed, at vi op­gav Morgenbaaden og i Stedet for tilbragte Formiddagen dels med at bese Gasværket i fuld Drift, dels med at dase et Par hen­rivende Timer hen paa Bestyrerboligens Altan. Fra denne Altan, som er anbragt ovenpaa Husets Tag, nød vi en Udsigt, vi sent glemme! For vore Fødder udbredte sig Gasværkets Have, fyldt med talrige Frugt­træer bugnende under den usædvanlig over­daadige Høst, lige ned til det blaa Sund, hvor en stor Kolonne Arbejdere var travlt beskæftigede med at anlægge Gasværkets nye Havn. Paa den anden Side Sundet lig­ger det dejlige Taasinge, kronet af Gran­plantagen med den berømte Bregningekirke paa Toppen. I Forgrunden tilvenstre tegner sig hele Svendborg Havn og Kystlinien med den dobbelte Spadseresti ud til det skønne Christiansminde og endelig længere tilbage lukkes Sundet af den lille Ø Thurø med det farlige Rev, som har voldt saa mange dumdristig Lystsejlers Ulykke. Og hele dette Billede oplives af de mange Sejlere, Motorbaade og Dampere, som piler afsted i alle Retninger og yderst tilhøjre den gamle Hjulfærge mellem Svendhorg og Vindeby, som hver halve Time aser afsted med sit Læs af Turister, af Indfødte med Frugtkurve og Pakker, ja selv af Heste og Vogne. Paa et lille Bord midt paa Altanen staar en lille Kurv, fyldt med de dejligste, kulsorte, glinsende Morbær, som Driftsbestyreren selv nylig har plukket af de store Træer ved Hjælp af den høje Stige, som praktisk er forsynet med Kørehjul, saa den kan tril­les fra Træ til Træ. Ja Svendborg kan sande­lig være stolt af sin Skønhed ogRigdom.

Men Tiden iler, og hvor svært det end falder at bryde op fra denne fortryllende Plet, maa vi afsted. Lidt efter bærer et af ,,Sydfyenske"s elegante smaa Dampskibe os paa sin brede Ryg hen over de blaa Bølger ud imod den lange Ø, som vi nu vil gæste.

Vor Hensigt var naturligvis straks at be­se Udstillingen. Dog, Mennesket spaar, Gud raa'er! Lidt efter vor Ankomst til Rudkøbing staar vi i Samtale med nogle Indfødte paa Korsvejen der, hvor Vejen til Spodsbjerg drejer af fra Vejen til Humble. Da farer pludselig en Motorcyclist forbi i meget stærkt Tempo; uden at se os drejer han af paa Spodsbjergvejen og fortsætter sin hurtige Kørsel. Fatter har dog faaet Tid nok til at opdage, at Motorcyclisten kører en Maskine af samme Mærke som vor og med Udraa­bet: „Vent et Øjeblik! Jeg kommer straks tilbage!" springer han i Sadlen og farer af­sted.

Vi tre andre venter taalmodigt, men der gaar over en Time, uden at Fatter viser sig igen. Da hele Afstanden mellem Rudkøbing og Spodsbjerg kun er godt og vel fem Fjer­dingvej, bliver vi urolige for, at der skal være hændet et eller andet, og vi begiver os derfor ud ad Spodsbjergvejen for at op­søge vort højt savnede Overhoved. Da vi har kørt en halv Mil, ser vi langt ude i det fjerne to Motorcyclister komme os i Møde. I den ene genkender vi snart Fatter, den anden er en høj, slank, ung Herre, som det synes med et hvidt Bind omkring Pan­den. Lidt efter standser vi, staar af Cyc­lerne og præsenteres - den fremmede Herre som Fatters Broder! Men hvorfor Tørklædet omkring Panden? Ja, nu skal De høre!

Da Fatter er kommen et Stykke ud paa Vejen, ser han den fremmede som et lille sort Punkt langt forude. Fatter sætter Tæn­dingen frem og søger at indhente Flygtnin­gen, som allerede har faaet et stort For­spring. Vejen mellem Rudkjøbing og Spods­bjerg er temmelig bakket, og hvergang Fatter kører ned ad den ene Bakke, skjules

den fremmede for hans Blik, for atter at dukke op nærmere ved paa den næste Bak­kekam.

Da - ligesom Fatter er naaet op ad en stejl Bakke, er den fremmede sporløst for­svunden, tiltrods for at Vejen ligger ganske jævn et godt Stykke fremad. Fatter bliver allerede tvivlraadig og spejder ned ad Side­vejene i Formodning om. at den fremmede maaske er drejet ind paa en af disse for at undgaa Forfølgelsen. Da opdager han ende­lig en Mand, som staar ved Siden af Vejen med Ryggen vendt mod ham og med begge Hænder for Ansigtet. Et Blik paa Omgivel­serne siger straks Fatter, hvad der er sket; Vejbanen oprevet paa et Stykke, Blodpletter i Støvet, gennem Græsset i Grøften og ind paa den tilstødende Mark og endelig Mo­toren i Pløjemarken paa den anden Side af Vejen.

Fatter staar af sin Cycle og gaar hen til den fremmede, som endnu ikke har hørt ham, og som stadig vender Ryggen til. Fatter lægger Haanden paa hans Skulder:

,,De har kørt for hurtigt, min Herre!"

Endelig tager den fremmede Hænderne fra Ansigtet og drejer langsomt Hovedet mod Fatter, som genkender - sin Broder!

Broderen var kommen til Rudkøbing med en Damper lidt efter vor Ankomst og havde ved Havnen faaet fortalt, at der allerede var kommen fire Motorcyclister paa lignende Maskiner, og som var kørte gennem Byen, formodentlig ad Spodsbjerg til. Da der kun var en Snes Minutter, til Damperen gik fra Spodsbjerg til Nakskov, antog han, vi vilde tage med den og kørte derfor saa hurtigt for at indhente os og følge med os til Lol­land.

Det var, fordi han havde saa travlt, at han slet ikke saa os, hvor vi stode paa Korsvejen i Rudkøbing, men fortsatte ud ad Spodsbjærgvejen i skarpt Tempo.` Det gik godt en Tid lang: men pludselig sprang der frem en stor Koter, som havde ligget paa Lur bag en Mælkespand, og busede lige paa Motorcyclens Forhjul. Cyclisten blev slynget af og slog Hovedet imod Vejen,

 Motorcyclen røg over Grøften og ind paa Marken, og Hunden endelig stak hylende Halen mellem Benene og forsvandt.

Det viste sig heldigvis, at de Saar, Fatters Broder havde erhvervet sig i denne lidet berømmelige Tvekamp, var ubetydelige Hud­afskrabninger, og endnu større blev Glæ­den, da selv den mest grundige Undersø­gelse af Maskinen ikke aabenbarede den mindste Skade paa denne - saa godt havde Stel og Mekanisme udholdt det vældige Stød.

Vi vendte nu alle fem tilbage til Rudkø­bing; men da vi efter endt Middagsmaaltid vilde besøge Udstillingen, -- ja saa var den alvorlige Del rigtignok lukket, og vi maatte trøste os med de liflige Toner fra trende skønne Sirener i det dejligste Markedstelt.

Næste Morgen var det Lørdag, og ifølge en priselig Skik: at holde Hovedrengøring i det mindste en Gang om Ugen, overlod vi vore Maskiner til en stedlig Cyclemeka­niker, som med megen Omhu eg Akkura­tesse besørgede dem ordentlig rensede og blanktpudsede. Noget op ad Formiddagen forlod vi saa den langelandske Hovedstad for over Spodsbjerg-Nakskov at forlægge Residensen til Lolland. Vi havde med Glæde modtaget en Indbydelse fra Fatters Broder om at tilbringe den næste Dag, Søndag, som jo alligevel skulde være Hviledag, i hans Hjem i det lille Fiskerleje, Kragenæs paa Lolland, og vi stoppede derfor kun saa længe i Nakskov, som vi behøvede for at spise til Middag, og fortsatte derpaa ad de mest mærkværdige Biveje, hvor vi tidt kørte i Sand til et godt Stykke over Fæl­gene, tid til det afsides, men meget smukt beliggende Kragenæs.

Her tilbragte vi da den følgende Søndag i en for Nerverne meget velgørende idyllisk Ro. Vi besaa Egnens Mærkværdigheder: den lille Fiskerhavn, en Stump Krat langs Stranden saa vildt og forvokset som et Stykke tropisk Urskov, med modne Brom­bærranker og vilde Skovæbler, og endelig en gammel fredet Kæmpehøj, hvis Grav er aahnet, saa man kan komme ind i den og

beundre den Kraft og Kløgt, hvormed vore Forfædre har forstaaet at tumle de mægtige Graasten, som danner Gravkamret. Dagen sluttede med en interessant Ekskursion pr. Motorbaad til de forskellige Smaaøer, som opfylder Raagø Sund.

Mandag Morgen tog vi Afsked med vore elskværdige Værtsfolk, og, ledsaget af Fat­ters Broder som Vejviser, rettede vi Kur­sen over Bandholm til Maribo. I denne By, hvor vi ogsaa besøgte gode Venner, fandt vi, det rette Øjeblik var kommet til at lade os forevige, og en tilkaldt stedlig Fotograf ,,tog" os da paa vedføjede ret vellykkede Plade.

Senere paa Dagen kørte vi til Sakskøbing, hvor vor Grosserers Broder ejer Hotellet. Af ham blev vi straks inviterede til en splendid Middag, hvor han behageligt over­raskede os med alt, hvad et vel holdt før­ste Klasses Hotel er i Stand til at præ­stere,

Efter Middagen Hk Hotelejeren sig en lille Køretur sammen med sin Broder og med Fatter, medens min Ven, Ingeniøren, og jeg velbehagelig strakte os i det fine, bløde Græs paa Hovedtorvet i Sakskøbing for i Ro og Mag at fordøje den gode Mid­dag.

Endelig satte vi os i Bevægelse efter Ny­købing, hvor vi vilde overnatte. Det var imidlertid blevet noget langt ud paa Efter­middagen, og da vi naaede til Broen over Guldborgsund, var det saa mørkt, at Gade­lygterne var tændte. Da vi ikke førte Lan­terner paa vor.- Cycler, var vi nødt til at trække dem op gennem Byen hen til „Grand Hotel". Her ventede os imidlertid en gan­ske besynderlig Overraskelse. Hverken Hr. Portieren eller nogen af de to Herrer Gaardskarle var tilstede paa Hotellet, hver­ken Hr. Overkelneren eller hans Medhjæl­pere saa sig i Stand til at anvise os en Plads for vore Motorcycler og Værelser til os selv, og Værten var ikke at faa i Tale. Tilbage blev kun Valget imellem at vente taalmodigt paa Portierens Tilbagekomst el­ler at vandre hen til Byens andet Hotel

„Jærnbanehotellet". Vi valgte det sidste og blev overordentlig venlig og forekommende modtaget af Ejeren, som personligt viste os et Skur til Maskinerne og gode Værelser til os selv.

Kl. 2 den næste Eftermiddag forlod vi Nykøbing for at strække saameget af Vejen til København som muligt. Paa Overfarten fra Falster til Sjælland beredte Statsbanerne os en ny mærkværdig Overraskelse. Vi satte naturligvis over med Færgen til Mas­nedø, hvorfor vi betalte 50 Øre for vor Person og 50 Øre for vor Maskine pr. Stk. Paa Masnedø satte vi os op paa Cyclerne og kørte til Broen, hvor vi ventede, indtil Toget var passeret. Saa tog vi Remmene af og trak Cyclerne over. Midtvejs mødte vi en Statsbanefunktionær, som forlangte at se vore Kort til Broen. Vi viste ham Billet­terne til Færgen, men det var ikke tilstræk­keligt. Han beordrede os tilbage til Ore­hoved, hvor vi skulde løse Kort til Broen. Ved at snakke godt for ham fik vi dog Lov til at fortsætte tinder hans Ledsagelse til Masnedsund, hvor vi maatte erlægge 1 Kr. pr. Persona for et Maanedskort til Broen -­mindre sælges ikke! Og saa blev de endda fornærmede over, at vi ikke vilde opgive vore Navne og faa Kortene udfyldte! Vi havde jo ikke Brug for disse Kort og vilde ikke lade os opholde af alle disse Forma­liteter.

Efter et kort Ophold i Vordingborg fort­satte vi ad Vejen til København; men da det allerede var langt ud paa Eftermiddagen, naaede vi ikke længere end til Tappernøje Kro, da Mørket brød frem. For ikke at handle mod vort Princip: at overholde de eksisterende Love og Reglementer, bestemte vi os for at overnatte, og vi tilbragte saa­

ledes den sidste Aften paa Turen i denne lille pudsige Kro dels med at fortære en forsvarlig Flæskekage og dels med at danse til Tonerne af en automatisk Lirekasse.

Tidlig Onsdag Morgen gik det saa i stry­gende Fart ad København til. Vi naaede Køge Kl. 10, spiste Frokost der og telefo­nerede til nogle Venner i København om at køre os i Møde til Taastrup og tage imod os der. En Time senere rullede Fatter og jeg op for Nykro i Taastrup, hvor vore Venner havde indfundet sig. Grossereren og Ingeniøren blev imidlertid borte, og vi ventede en hel Time tiden at de kom. Det var saa meget ærgerligere, som det var første Gang paa den 10 Dages Tur at vi ikke var indtrufne samtidigt paa vore af­talte Mødesteder. Fatter besluttede at køre tilbage og, greben af en lykkelig Indsky­delse, medtog han en 10 Punds Dunk Ben­zin fra den nærmeste Købmand. Ganske rigtig - 2 Mil ude fandt han Ingeniøren med en lille Medicinflaske i Haanden. Den indeholdt alt det Benzin, som det havde været ham muligt at opdrive der paa Eg­nen. Hans Beholder var ganske tom. Endnu inden Fatter var færdig med at læske den tørstige Maskine, kom Grossereren susende; et Hesteskosøm havde taget Vejret fra hans Forring; da Hullet var lige ved Ventilen, havde Reparationen været vanskelig og ta­get megen Tid. - Det var den første og eneste Punktering paa hele Turen!

Nu var alt i Orden; Taastrup var snart naaet igen, og saa gik det sammen med vore mødende Venner, ialt syv Mand høj, til København, og Turen sluttede her med en lille Festmiddag, hvor der kun herskede den Mening:

,,Det er dejligt at køre paa Motorcycle!"